• Dansk
  • English
  • Deutsch

Kano på Kongeåen

– på sejltur langs den gamle grænse 
 
En kanotur på Kongeåen er en helt speciel oplevelse. Når du lydløst glider gennem vandet, oplever du naturen i et helt nyt perspektiv. Fiskene svømmer fredeligt under dine fødder, og ænderne fortsætter uforstyrret jagten på andemad. 
 
Den første del af åen smal, og du sejler under høje, gamle broer. Men hurtigt breder Kongeåen sig i landskabet, og du sejler gennem åbne marker og enge med orkideer og lyserøde trævlekroner. Hvis du er heldig, ser du både gul iris, vandranunkel, isfugl og odder. 
 
Når du sejler på Kongeåen, sejler du midt i et vigtigt kapitel i danmarkshistorien. Kongeåen markerede nemlig grænsen mellem Danmark og Tyskland frem til genforeningen i 1920. 
 
Turen på Kongeåen
Du kan sejle i kano på Kongeåen fra Andst Bro til Kongeåslusen ved Vadehavet. Det er en tur på omkring 50 km. 
 
Turen kan begynde ved Søengevej umiddelbart øst for Vejen. Her er en plads, hvor du kan sætte kanoen i vandet. På pladsen er der borde og bænke og mulighed for at parkere bilen. 
 
Den første halve time sejler du på Andst Å. Lidt før Knag Mølle sejler du ind på Kongeåen. Du kan holde en pause ved Hermansens Høj omkring 800 meter efter, du har passeret Knag Mølle. Her er bålplads, borde og bænke. 
 
Lidt længere oppe ad åen finder du Vejen Fodboldgolf med shelters, toiletter og overdækkede borde og bænke.  Senere dukker Frihedsbroen op. Her er overnatningsplads med shelters, toiletter og bålplads. Du finder også en informationsstander med hotspot. 
 
Godt 8 km fra Frihedsbroen kommer du til Foldingbro. Her er ophalingsplads og toiletter. Du har mulighed for at handle ind på Foldingbro Camping. I Foldingbro finder du også Kongeåkroen. 
 
Ved Villebøl finder du endnu en shelterplads og Kongeå Camping. Fra Villebøl er der 15,2 km til Vilslev hvor den næste ophalingsplads er. Her findes også shelters.
 
Turen ender ved Kongeåslusen 5,2 km fra Vilslev. Her kan du også overnatte i shelters.
 
Forhindringer på turen
En række steder kan det være nødvendigt at bære kanoen forbi forskellige forhindringer. Se stederne på kortet. 
 
Kongeåen på din smartphone
Hav information om Kongeåen lige ved hånden. Hent appen Kongeåen til din smartphone.