• Dansk
  • English
  • Deutsch

Hærvejen

Hærvejen ligger på Jyllands højderyg. I tidens løb har vejen haft mange navne: Studevejen, Oksevejen, Kongevejen, Romervejen eller ganske enkelt Landevejen. I Sønderjylland kaldes den på mange strækninger endnu Oksevejen.

Ruten er blevet kaldt Hærvejen, siden den blev beskrevet af Hugo Matthiesen i bogen Hærvejen i 1930.

Hærvejen har aldrig været én vej, men snarere et netværk af vejspor langs højderyggen. Når én vej blev opkørt, valgte man en anden. De mange veje danner tilsammen Hærvejen. Et eksempel på de mange parallelle sæt hjulspor findes på et stykke fredet Hærvej ved rastepladsen nord for Bække på landevej 417.

I dag er Hærvejen en rekreativ cykel- og vandrerute, som følger den gamle Hærvejs forløb langs højderyggen ned gennem Jylland. Ruten går fra Hirtshals og Frederikshavn i nord, gennem Viborg og til Padborg ved grænsen, og udgør det danske stykke af den gamle pilgrimsrute fra Trondheim i Norge til Santiago de Compostela i Spanien. I Vejen Kommune går Hærvejsstrækningen gennem byerne Bække, Vejen, Askov og Jels. Hærvejsruten blev etableret af en række amter i slutningen af 1980’erne.

 

Hærvejen krydser Kongeåen ved Frihedsbroen og følger Kongeåstien til Knag Mølle.

www.haervej.dk