Snød tolderen med vand
Medlem af stænderforsamlingen i Viborg, Peder Thomsen, påstod, at han sagtens kunne smugle brændevin over grænsen.
Peder Thomsen var medlem af stænderforsamlingen i Viborg og gift med Ane Thomsen, der drev Skodborghus Kro i midten af 1800-tallet.
Når tolderen ved Skodborghus havde kedet sig ved toldstedet hele dagen, tog han op til kroen og fik en kop kaffe, en punch og en sludder. En aften drillede Peder Thomsen ham med, at han inden tre uger kunne smugle tre ankre brændevin over åen.
Det troede tolderen ikke på, og de væddede 20 mark.
Tiden gik, og tolderen og alle hans karle lå parat uden for den normale rute, hvor de forventede at overraske Peder Thomsen. Og ganske rigtigt, efter en uges tid kom tre vogne kørende. Tolderen sprang op og stoppede Peder Thomsen, der dog afviste, at han transporterede brændevin.
Tolderen lukkede op for et af ankrene og snusede til proppen. Alle tolderne stod omkring, nu skulle de have en punch. Tolderen snusede til endnu en prop og endnu en prop og udbrød:
– Jamen, det er jo vand!
Peder Thomsen forklarede, at det ganske rigtigt var vand, som han skulle over til sine kreaturer med.
– Men jeg kan betro dig, at mens vi har stået og snakket, er tre ankre brændevin kørt over Kongeåen ad den normale rute.
Og så måtte tolderen jo betale de 20 mark.
Sted: Skodborghus
Kilde: Erik Larsen, Skodborghus.