Møllekrog
At Jernved sogn har flere smukke steder er en kendt sag. Et af de mere upåagtede steder skal her tages op til nærmere behandling, både fordi det fortjener manges opmærksomhed, og fordi Møllekrog ud over sin idylliske karakter byder på spændende historier.
Møllekrog i gamle dage. Foto: Jernved Sognearkiv.
Møllekrogs navn
Der har boet mennesker ved Kongeåen siden oldtiden, og selv om arkæologerne ikke har undersøgt området omkring Møllekrog, har de lokale fundet mange spor efter fortiden. Jernveds lokale tømrermester, Helge Bruun, fortæller, at der stadig gøres fund under markarbejdet. Der er fundet både en urne og ildsteder, som viser, at oldtidens mennesker også bosatte sig her, lige som det er tilfældet mange andre steder ved Kongeåen. Men også fra den nyere tid findes der rester i jorden.
Måske har en eller anden spurgt sig selv om, hvorfor denne lokalitet heder Møllekrog. Alt tyder på, at man engang i fortiden virkelig havde planer om at bygge en mølle her, vel nok som konkurrent til Jedsted Mølle længere mod vest. Det blev imidlertid ikke til noget, men navnet blev hængende. Senere undersøgelser har dog vist, at stedet var ganske egnet til placering af en vandmølle.
Møllekrog og Treårskrigen
Under Treårskrigen 1848-1851 var der rundt om i Sønderjylland spredte træfninger. Kampene var egentlig en borgerkrig, for på det tidspunkt hørte Slesvig-Holsten til Danmark, men tilhørte også de tyske hertugdømmer, og nogle borgere følte sig mere som tyske end danske.
Da Det Tyske Forbund sendte hjælpetropper til slesvig-holstenerne, udviklede det sig til en regulær krig mellem Danmark og Preussen. Danmark vandt det afgørende slag på Isted Hede 25. juli 1850, og dertil kom de lokale kampe – blandt andet mellem nationalt bevidste bønder og tysksindede i Brøns i 1849.
Ved Møllekrog sørgede man også for forsvaret. En flok Jernvedbønder stod klar med høtyve og plejle for at kunne give preusserne en varm modtagelse, hvis de skulle komme.
En frygtelig gårdbrand
Ganske tæt ved åen, således at haven gik helt derned, lå der indtil 1914 en gård, som blev kaldt Søndermark. Gårdens sidste ejere var Hans Jensen Hansen, kaldet Thoning, og hustru Andrea Pauline Jacobine Sørensen. Om denne så enestående beliggende gårds endeligt har Johan Schwarts berettet. Begivenhederne fandt sted 2. april 1914.
”Jeg var i marken. Klokken var mellem otte og ni om morgenen. Jeg kunne ikke se til gården for tæt tåge. Pludselig hørte jeg et vældig plask. Det var en flok plage, der løb gennem åen, tydeligvis skræmt af et eller andet. Så var jeg klar over, at der var noget galt. Da jeg kom hjem, var den trelængede, stråtækte gård brændt ned til grunden. Brandårsagen var en skorstensbrand, opstået ved at man fyrede op i den store ovn for at bage brød til den næste måned. Thoning havde fået næsten alle dyr ud, men 14 indebrændte. Også alle mennesker var bragt i sikkerhed. Pludselig var den lille toårige dreng, Vilfred, forsvundet ind i huset igen. Men nu var det for sent at løbe ind efter ham. Dagen efter fandt vi resterne af ham i den store stue. Han var krøbet ind under chaiselongen.”
Den nærige præst og Kongeåens kræfter
Møllekrog byder på endnu et stykke historie. Over åen går en spang, som i dag er i en sølle forfatning, men har en imponerende bredde. Her har kunnet køre både hest og vogn, og det har just været meningen. En pæn bid af engen syd for Kongeåen, ca. 15 tønder land, har nemlig hørt til Jernved sogn, og en hel række folk havde fenner derovre. Når broen havde fået sin årlige reparation, kørte man over og hentede hø. Senere blev jorden omfordelt, og fennerne syd for åen blev solgt til Hjortlund sogn.
Men hvad var nu grunden til, at Jernvedbønderne havde jord syd for åen? For omkring halvandet hundrede år siden havde Jernved en præst, som ikke var helt almindelig. Blandt andet var han nærig indtil det sygelige. Peter Raae, som han hed, var sognepræst i Jernved 1863-1871, og han pressede åen for, hvad den kunne give af naturlig indtægt.
Ved sin eng havde præsten opsat en stor ålegård eller ruse, og talrige pæle var slået i åens bund. Da åen i september svulmede vældigt op, kom præstens ålegård til at virke som opstemning, og åens løb flyttede sig et godt stykke mod nord. De jorder, som Jernvedbønderne før havde ejet nord for åen, lå nu mod syd.
At der er store kræfter på færde i Kongeåen, kan man få en fornemmelse af ved at studere den høje sandbrink. Her har tømrermester Helge Bruun måttet flytte vejen tre gange, fordi åen underminerede brinken.
Af Jernved Sognearkiv
Kilder og litteratur
