Plougstrup Møllegård og Bomhuset

Plougstrup Mølle blev opført af Laust Hagen på Møllegården. For at få et større opland byggede han også Plougstrup Bro, som førte over Kongeåen, og et lille bomhus, hvor folk måtte betale for at passere.


Plougstrup Mølle. Foto: Jernved Sognearkiv.

Plougstrup Mølle og broen
Lauritz Hagen Jensen – kaldet Laust Hagen – ejede Møllegården i Plougstrup. Han var en driftig mand, så i 1870 byggede han også en vindmølle og kunne nu kalde sig både gårdejer og møller. Bønderne havde jo altid brug for at kunne få malet deres korn, og det var også godt, hvis man ikke skulle køre for langt med det.

Mod syd blev oplandet afgrænset af Kongeåen, så Laust, som var en mand med initiativ og gåpåmod, fik den idé, at også bønderne på den side af åen skulle kunne benytte møllen. For at det kunne lade sig gøre, måtte der dog være en bro over åen, og derfor byggede han for egen regning en bro og anlagde en vej, der gik fra sydsiden af Kongeåen til møllen. Senere er broen blevet kaldt Kongebro.

Bomhuset. Foto: Jernved Sognearkiv.

Vejen og bomhuset
Dette vejbyggeri var en stor opgave for en privatmand at give sig i kast med. Alene opfyldningen af vejen over den lave engstrækning, navnlig på den nordre side, krævede flere tusind læs sand.

Laust Hagens mening var naturligvis, at det skulle være et rentabelt anlægsarbejde, så da vejen var farbar, gav han alle lov til at benytte den imod at betale en afgift. Hvor den nye vej mod nord stødte mod Plougstrupvejen, byggede han et bomhus, hvor afgiften blev opkrævet. Det kostede 4 øre for gående og 16 øre for et køretøj. Bomhuset med opkrævningsret og en lille jordlod lejede han ud mod en ret god betaling. De fleste, der brugte broen ofte, fik dog en akkord (rabatordning).


Plougstrup Bro og grænsen bevogtes af gendarmerne. Foto: Jernved Sognearkiv.

Møllerens garanti
I begyndelsen af 1900-tallet hed mølleren Karl Olesen Kristensen. For at få tilstrækkelig søgning til møllen lod han en vogn køre efter korn hos gårdene, så bønderne selv kunne spare turen. To dage om ugen kom vognen til Tobøl, to dage til Jernved-Jernvedlund og to dage til Hjortlund-Stens.

Men efterhånden blev broen så skrøbelig, at den tunge møllevogn ikke kunne passere den, når vognen var fuldt læsset. En dag i 1907, da vognen skulle til Stens, sagde møllekusken, at nu gik det vist ikke længere med at komme over broen. Mølleren ville jo gerne have søgning fremover, så han slog det hen og instruerede kusken i, hvad han skulle svare, når folk spurgte til det forsvarlige i at fortsætte kørslen:

”Vi garanterer,” skulle han sige. Når folk så spurgte, hvori den garanti bestod, skulle han svare: ”Vi tilbagebetaler bompengene, hvis I plumper i.”

Broen får nye ejere
DaMøllegårdens ejer ikke længere ville istandsætte broen, fordi det oversteg hans økonomiske formåen, måtte man finde en ny løsning. Efter mange trængsler og uoverensstemmelser myndighederne imellem fandt man i 1908 en ordning, hvorved Plougstrupfolkene frivilligt indsamlede en større sum, mens sognerådet indskød 500 kr. Nu var broen blevet et fælles og offentligt anliggende, og dermed ophørte betalingen af bropenge.

Under 1. Verdenskrig 1914-1918 blev Plougstrup bro i lighed med Gredstedbro af militæret anset for en betydelig færdselsåre sydfra. Derfor blev broen holdt under bevogtning nat og dag af danske dragoner, som havde hovedkvarter hos gårdejeren Peder Clausen.

Hagen-familiens skæbne
Laust Hagen, som jo byggede møllen, broen og bomhuset, fik i øvrigt ikke selv fornøjelse af sin foretagsomhed i mere end ni år. Han døde nemlig allerede i 1879, og ved hans død blev det klart for alle – ikke mindst familien – at han ikke havde efterladt sig nogen formue af betydning. Det kom som et chok for hans kone, som tog sit eget liv blot en måned efter Lausts død.

De to sønner, Jens og Hans, førte nu gården videre, men Jens døde af tyfus kun et år efter forældrene. Broderen Hans solgte ret snart gården og begyndte at læse til sagfører. Heller ikke han kom til at leve længe. Han døde i 1890 af tuberkulose. Med sin lille formue stiftede han et legat, der bærer hans navn (Hans Sørensen), og han sørgede for at rejse et monument over familien. Gravmindet er tegnet af ingen ringere end selveste Thorvald Bindesbøll og står stadig på Jernved kirkegård.

Af Knud Elbæk Sørensen, Jernved Sognearkiv

Kilder og litteratur
Jernved Sognearkiv