• Dansk
  • English
  • Deutsch

Stor nælde

- Hvorfor brænder brændenælder ?

Stor nælde eller brændenælde vokser udbredt langs Kongeåen. Den elsker næringsrig jord, vokser hurtigt og skygger andre arter væk, og kan derfor helt dominere et større område.

Brændenælder brænder for at afskrække dyr fra at spise bladene. Langs bladranden findes en række giftfyldte hårde kiselholdige hår, der knækker ved berøring. De knækkede hår er meget skarpe og skærer hul i huden. Derved kan myresyre fra giftkitlen trænge ind i huden og skabe kløe og smerte. Selvom det er ubehageligt, er det dog ikke farligt.

Skjorter og cykeldæk af brændenælder

Nældens navn kommer af det oldnordiske ”Netla”, der betyder sy, spinde eller væve. I HC. Andersens eventyr om de vilde svaner, syr pigen Elisa skjorter af brændenælder til sine 11 brødre. På den måde opløser hun den onde stedmors forbandelse, og de 11 svaner forvandles til prinser igen. Det er ikke kun i eventyr, at brændenælder bruges til at væve stof. Det ældste stykke stof, der er fundet i Skandinavien (1000 år f. kr.), er fremstillet af fibre fra brændenældens stængler. Nældestof eller netteldug fremstilles ved at stænglerne lægges i vand, til de gærer. Stænglerne tørres og bankes, så de inderste fibre (taverne) kommer fri. Derefter spindes og væves stoffet. Nældetaver er blevet brugt til tøj, reb og fiskegarn helt op i 1900 tallet. I 1917 nedsatte regeringen et udvalg, der skulle undersøge mulighederne for at dyrke stor nælde som tekstilplante. Under 2. Verdenskrig forsøgte man uden større held at bruge lærred af nælder i cykeldæk.

Stor nælde

Fakta:   Højde 30- 130 cm. Bladene er æg-hjerteformede savtakkede med giftfyldte hår lang randen. Vidt forgrenet jordstængel, der betyder, at den ofte danner tætte bestande. Blomsterne sidder i grønne klaser fra bladhjørnerne. Stor nælde er almindelig udbredt i hele landet på næringsrig jordbund.

 

Stor nælde