Gravhøjene ved Brokær
Oldtidens begravelser
Sydøst for Brokær ligger syv gravhøje fra forskellige perioder af oldtiden. Danmarks over 100.000 gravhøje er opført mellem stenalderens enkeltgravskultur fra 2800 f. Kr. og til 900-tallet i vikingetiden.
Indtil 1100 f. Kr. blev de døde lagt i kister, og over kisten byggede man en gravhøj af græstørv. Fra den tid har arkæologerne fundet velbevarede tøjrester og gravgaver. Efter ca. 1100 f. kr. blev de døde brændt, og resterne lagt i urner, som blev gravet ned i eller omkring de eksisterende gravhøje. Mange af gravhøjene har været udsat for plyndring, pløjning og kreaturer, som har skadet og ødelagt fundene, og det er også tilfældet med Brokær-højene.
Gravhøjene mod nord. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.
Gravhøjene nord for Fårevej
Den sydlige gravhøj er 3,35 m høj og 17-22 m i omkreds. I toppen har der været rævegrave, som har givet flere skader.
Den østlige gravhøj er 2,90 m høj og 15-17,5 m i omkreds. Graven har måske været offer for gravrøvere, for i 1913 beskrev Nationalmuseet, hvordan der var gravet en 7 m bred kile fra toppen mod bunden, og at der skulle være fundet mange urner med brændte ben. Senere er der fundet flere bronzealderurner omkring højen.
Den vestlige gravhøj er 2,20 m høj og 13 m i diameter, og dele af gravhøjen er blevet gravet af.
Ingen af de tre gravhøje har kunnet dateres nærmere end til ’oldtiden’ med fund fra bronzealderen. Alle har været udsat for pløjning og kreaturer, der har græsset omkring dem. Når man pløjer for tæt omkring en gravhøj, eller når store kreaturer græsser og tramper på gravhøjen, bliver de urner, der er gravet ned omkring gravhøjen, ødelagt.
Gravhøjene syd for Fårevej
Den østlige gravhøj stammer fra bronzealderen ca. 1700-500 f. Kr. Gravhøjen er 1,90 m høj og 19 m i diameter. Den har været brugt som kartoffelkule og er fyldt op med sand, men i gravhøjen skulle omkring 1895 være fundet et sværd af sten.
Den midterste gravhøj er 2,15 m høj og 19 m i diameter. Den står på en privat grund og har været del af en hønsegård, hvor hønsene kradsede i gravhøjen. I dag er gravhøjen tilplantet med gran. I gravhøjen har man fundet urner fra tiden mellem yngre bronzealder ca. 1100 f. Kr. og ældre germansk jernalder ca. 375 e. Kr., men selve gravhøjen kan stamme fra stenalderen.
Den vestlige gravhøj kunne ikke dateres nærmere, end at den var fra oldtiden. Gravhøjen er 2,15 m høj og 13 m i diameter. Denne gravhøj har også været brugt som kartoffelkule, og da gravhøjen ligger på en mark, har kreaturerne græsset på gravhøjen, og rævegrave har undermineret den.
Gravhøjen ved Fårevej vest for Hedegårdsvej
Gravhøjen er 2,70 m høj og 19 x 25 m i omfang. Den stammer fra 1100 f. Kr. til 375 e. Kr. Desværre er der gravet en 5 m bred rende igennem gravhøjen, fordi den har været brugt som kartoffelkule. Hullet er nu fyldt op, men urnerester og eventuelle andre gravfund er blevet flyttet rundt eller gravet væk.
Gravhøj ved Fårevej. Foto: Esbjerg BYhistoriske Arkiv,Torben Meyer.
Forfatter: Cand.mag. i historie Charlotte Lindhardt
Gravhøj ved Brokær. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv,Torben Meyer.