Herredsbjerget ved Vilslev

Herredsbjerget hæver sig over den flade marsk. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv,Torben Meyer.

En sandbanke i marsken

Syd for Kongeåen i den to km brede marsk ligger sandbanken Herredsbjerget, som på sit højeste sted hæver sig otte meter over marsken. Herredsbjerget havde oprindeligt et omfang på omkring 15 hektar (150.000 m2), og på sandbanken var man nogenlunde sikker mod stormfloder. Herredsbjerget blev fredet i 1965 efter fundet af flere bopladser, men inden fredningen var store mængder sand allerede gravet ud og brugt til Katastrofevejen langs Ribediget.

Et gammelt sagn siger, at herregården Riber Kjærgaard i Hunderup sogn oprindeligt lå på Herredsbjerget, og at der skulle gå en løngang fra den nuværende herregård og til Herredsbjerget. I så fald skulle løngangen være syv-otte km lang og føre under både marsken og Kongeåen.

Jernalderbopladsen

Herredsbjerget udgøres af Sandbanken, Bjerget og Herredsbjerget. I 1950’erne og 1960’erne blev en del af området undersøgt af arkæologer, fordi en del af sandet skulle graves væk og bruges til vejforbedringer. Desværre var noget af overfladen allerede fjernet, men undersøgelserne viste spor efter mennesker, der havde boet på Herredsbjerget igennem 500-600 år.

Et særligt fund var 12 grubehuse fra 400-500-tallet. Grubehusene var gravet ned i sandet. Gulvene var af ler, og der var spor af stolpehuller samt græstørv, der var stablet op ad væggene for at isolere. Et grubehus havde en levetid på omkring 40 år. Husene havde afløst hinanden over tre perioder, det vil sige, at der havde ligget huse på stedet i omkring 120 år.

Keramik fundet på Herredsbjerget. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Liv og død

De våde marskenge og havet gav næring til oldtidens mennesker, som bosatte sig på højdedraget. Det første fund på stedet er en flintedolk fra stenalderen, men de fleste fund stammer fra ældre førromersk jernalder (500-150 f. Kr.) til yngre germansk jernalder (350-530 e.Kr.).

Plovfurer efter en ard viste, at jorden blev dyrket, og fra førromersk jernalder fandt man stolpehuller og andre tegn på bosætning: Lerkar, aske, trækulsstriber og ved ildstedet en ildbuk til at lægge varme ting på. Desuden fandt man en kværnsten til kornmaling, og en tenvægt, som viser, at man vævede klæderne hjemme.

Fra ældre romersk jernalder (0-150 e.Kr.) har man fundet en slibesten og affald fra jernaldermenneskenes måltider, blandt andet muslingeskaller.

Man levede og døde i nærområdet. I ældre romersk jernalder blev den afdøde brændt, og resterne lagt i en urne, som blev gravet ned. Sådanne urner er fundet på den østlige del af Herredsbjerget, og i en af dem lå også en bronzefibula som gravgave.

De sidste beboere på Herredsbjerget

De 12 grubehuse var Herredsbjergets sidste bebyggelser. I dem lå rester af muslinger, sneglehuse, fisk og fugle. Der var også lerkarskår, genstande af jern, vævevægte og en enkelt glasperle. Desuden fandt arkæologerne en skeletgrav med gravgaver i form af tre lerkar, små bronzenagler, et bæltespænde og nogle jernstykker.

Kulstof 14-analyser har vist, at indbyggerne forlod stedet i første halvdel af 500-tallet. Det passer sammen med, at oversvømmelser blev mere almindelige på den tid, og dermed blev det for usikkert at bo på Herredsbjerget.

Forfatter: Cand.mag. i historie Charlotte Lindhardt