Regnklæg

 

Klæg kaldes af mange fejlagtigt for bremser. Hvor klæg er store tunge fluer, der generer med sit smertefulde stik, er hestebremsen en bi-lignende parasit, der ikke stikker, men lægger sine æg på hestens hud. Hesten får larverne i maven, når den med tænderne klør sig mod de generende dyr.

 

Der findes flere arter af klæg. Den almindeligste klæg, der generer mennesker, er regnklægen. Den kommer især frem i varmt og fugtigt vejr. Færdes man i naturen en lummer sommerdag, kan regnklægen være meget generende. Det er kun hunnen der stikker og suger blod. Ligesom myggen har den brug for det protein, der er i blodet for at producere æggene. Hannerne lever af at suge nektar fra blomster. Larverne lever som rovdyr i fugtige naturtyper, som moser, enge og langs søer og vandløb.

 

 

Navnet klæg kommer af ordet klæbe, og hentyder sikkert til, at klægen er meget sløv og langsom, når den stikker, og ikke er nem at vifte væk. Til gengæld er den let at give et dødbringende klask. Desværre forhindrer det ikke stikket i at hæve op og give kløe og smerter. Klægen har ikke en giftbrod, men dens spyt indeholder irriterende stoffer.

 

Regnklæg er ca. 10mm lang. Den har brune øjne og en smal kropsform. Vingerne er gråbrune med marmoreret mønster i mørke og lyse farver. Den optræder ofte på fugtige naturtyper, da larverne lever i dynd og mudder i moser og enge. Den er udbredt i hele landet. Guldklæg, er en anden klægart, der gerne angriber mennesker. Guldklægen kendes på de store grønne øjne og de sort og hvidbrogede vinger.