• Dansk
  • English
  • Deutsch

Skovflåt

- Skovflåten er en blodsuger
 
Skovflåten er en mide, der sammen med edderkopper hører til en gruppe af smådyr, der hedder spindlere. Spindlere har 8 ben, hvor insekter har 6 ben. Skovflåten har en spændende livscyklus, der består af 4 stadier; æg, larve, nymfe og voksne skovflåter. Skovflåterne lever af at suge blod fra andre dyr. Larverne suger blod fra mus, og det er fra musene, at de samler de bakterier op, som de senere kan overføre til mennesker. Efter larvestadiet bliver skovflåten til en nymfe, der suger blod fra større pattedyr, hvor rådyr er det mest almindelige. Det er også nymferne, der ofte suger blod på mennesker. Den voksne hun skal suge blod endnu engang for at få energi til at producerer de 2000-3000 æg, som den senere lægger på skovbunden. De tykke opsvulmede skovflåter man finder i pelsen på hunde og katte, er voksne hunner, der er klar til at lægge æg.
 
Skovflåt
 
Danmarks farligste dyr
Skovflåten er blevet kaldt Danmarks farligste dyr, selvom den kun er få mm lang. Det er dog ikke skovflåten i sig selv, der er farlig. Ca. 20 % af skovflåterne bærer på bakterier, der kan overføres til mennesker. Den mest kendte bakterie er Borrelia, der kan give skader på nervesystemet, hvis den ikke behandles. 
 
Hvordan undgår man at blive syg af skovflåtens bid
Man kan undgå flåtbid ved at tage lange bukser, gummistøvler og langærmet bluse på, når men færdes i naturen. Er man blevet bidt af en flåt, er det vigtigt at fjerne flåten indenfor 24 timer. Borrelia-bakterien overføres fra flåtens tarm, og der kan gå op til 3 dage fra flåten bidder, til bakterien overføres. Vask bidstedet med vand og sæbe. Hvis bidstedet hæver og bliver rødt, skal man søge læge. Behandling med penicillin kan forhindre sygdommen i at udvikle sig.
 
Skovflåt
 
Fakta
Skovflåtens nymfe er få mm lang. Den voksne hun kan med sin blodfyldte bagkrop blive få 1 cm lang. Rådyr er den foretrukne vært for nymfer og voksne skovflåter, og derfor er der mange flåter i områder med mange rådyr. Skovflåten kan bedst lide fugtige forhold og findes ofte i skove, krat, enge og moser.

Skovflåt