Eng-forglemmigej
- glemmer aldrig sit navn
Eng-forglemmigej vokser på fugtige steder, ofte langs vandløb. De blå blomster er samlet i to snoede ’svikler’, hvor de nederste blomster springer ud først. Blomsterne er lyserøde, lige når de springer ud.
Her kan du læse, hvordan forglemmigej fik sit navn:
Da Gud havde skabt alle planter og dyr, gav han dem navne. En lille blomst fik navnet ’himmelblomst’, fordi den var blå som himlen med en lille gul sol i midten.
Om foråret kaldte Gud på blomsterne. Først på de tidlige forårsblomster som erantis og vintergæk og derefter på viol, anemone, mælkebøtte og himmelblomst.
De andre blomster skød hurtigt op i den varme forårssol, men den lille himmelblomst dukkede ikke op. Det blev sommer og efterår, og alle blomsterne visnede og forsvandt.
– Hvornår må jeg komme frem, lød pludselig en stemme.
Gud så på den lille himmelblomst og undrede sig over, at den ikke var kommet frem allerede i foråret, da den blev kaldt på.
– Jeg havde glemt mit navn, snøftede himmelblomst.
Blomsten fik derfor i stedet det smukke navn forglemmigej. Næste forår, da Gud kaldte på alle blomsterne, var der ingen, der havde glemt deres navne.
Fakta om eng-forglemmigej
Højde: 15-40 cm
Flerårig urt. Tilhører til rubladfamilien. Blomstrer fra april til august.
Blomsterne sidder samlet i små krøllede svikler. De er lyseblå med 5 kronblade og gul midte.
Eng-forglemigej vokser i fugtige enge og moser og langs vandløb. Blomsten er almindelig i hele landet.