Kongeåens møde med Hærvejen

Vejen Kommune er området, hvor Hærvejens forgrenede landfærdselsåre mødes med Kongeåen. Kommunen har gennem det meste af oldtiden og historisk tid været et kommunikativt og trafikalt knudepunkt. Næsten overalt dukker der fortidslevn op, når der graves i jorden. Allerede fra bondestenalderen er her fundet bopladser med store langhuse. 

 

Den store og intensive bosættelsesaktivitet fortsætter op gennem oldtiden og nyere tid. Gravhøjene fra bondestenalder og bronzealder danner ofte rækker og lange linjer i landskabet, hvilket antageligvis må afspejle datidige vejforløb. 

 

Man anlagde gravhøjene på steder, hvor de var synlige, ikke kun for lokalbefolkningen, men også for fremmede vejfarende folk. Ned gennem den nuværende Vejen by har der ligget en gravhøjrække, der syd for byen svingede vestover mod Foldingbro. Her har vigtige vadesteder eller broanlæg over Kongeåen sikkert været anlagt. 

 

En anden vestligere overgang ved det store vandløb kan ifølge højansamlingerne have ligget ved Tobøl-Plougstrup. Der er registreret en håndfuld brofundamenter og vadesteder forskellige steder i Kongeåen, som primært består af store sten og nedrammede egestolper. Desværre er ingen af disse overgange nærmere dateret. 

 

Der er fundet to vadesteder mellem Skodborghus og Københoved, hvor det vestligste lå 300 meter øst for Maltrunestenens fundsted. I dette område er der registreret fem nord-syd-gående hulveje, der løber ned mod Kongeåen. Længere mod vest nær Lintrup og Plougstrup er vadesteder ligeledes registreret i åen. 

 

Stednavnene Skibelund og Københoved vidner om lokaliteter af trafikal og handelsmæssig betydning. Sidstnævnte betyder handelsplads, og det synes naturligt at sådanne fandtes på strækninger, hvor vigtige land- og vandfærdselsårer mødtes. Navnet kan gå tilbage til vikingetid eller yngre jernalder. 

 

Her er det interessant, at Maltrunestenen fra 800-tallet stod blot 1.200 meter nord for Københoved. Lige ved siden af monumentet kunne et hulvejsforløb følges i nord-syd-gående retning, og dette har måske ført helt ned til handelspladsen. 

 

I sen vikingetid og middelalder er overgangen ved Skodborghus blevet det vigtigste punkt, hvor Hærvejen og Kongeåen mødtes. Den stik nord-sydgående vejstrækning, Skodborg-ruten, fik større betydning, hvilket kulminerede med anlæggelsen af Skodborghus engang i middelalderen.

 

Den store hovedfærdselsåre på land, Hærvejen, gik fra Viborg til Jelling i et næsten lige nord-syd-gående forløb som også strækningen fra Immervad til Dannevirke. Men her i mellem dannede Hærvejen en større forgrening, hvor flere vejforløb var i brug samtidig. 

 

Vejene har kontinuerligt skiftet spor, når de blev for dårlige til vognfærdsel. Det samme har Kongeåens broer og vadesteder, hvor flere overgange var i brug samtidigt. En systematisk undersøgelse af åens brofundamenter med årringsdatering af det bevarede tømmer vil øge vores viden om færdselsruternes forløb gennem tiden.

 

 

Henrik Becker-Christensen 1981. Hærvejen i Sønderjylland – et vejhistorisk studie. Fra Kongeåen til Dannevirke. Vojens.