Vilslev Kirke
Vilslev Kirke er viet til Skt. Nikolaj. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.
Et sogn i to lande
Vilslev nord for Kongeåen hørte til kongeriget Danmark, mens Jedsted og Hillerup på sydsiden tilhørte de tyske hertugdømmer. Kirken havde dermed sognebørn i to lande. Sognegrænserne følger tit naturlige skel, og det er usædvanligt med ét sogn på begge sider af en stor å. Derfor kunne man tro, at sognet tidligt i middelalderen er blevet lagt sammen af to sogne, men der er ikke fundet spor efter en kirke på sydsiden.
Kirken er viet til Sankt Nikolaj, som var biskop i Myra i 300-tallet. Han var børnenes skytshelgen og gav inspiration til julemanden. Desuden beskyttede han skippere og fiskere, og mange kirker langs kyster og større vandløb blev viet til ham, bl.a. købstadskirkerne i Aabenraa, Kolding, Varde og Vejle.
Prædikestolen. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.
Forbindelsen til Ribe Domkirke
Vilslev Kirkes byggestil og materialer ligner den østlige del af Ribe Domkirke, der er bygget omkring 1175. Derfor kan Vilslev Kirke dateres til samme tidspunkt, og de to kirker var tæt forbundne.
I middelalderen betjente Vilslev Kirkes sognepræster også Ribe Domkirke, for eksempel var præsten Johannes Nielsen i 1411 samtidig alterpræst ved Sankt Jakobs alter i domkirken.
I 1687 fik Ribes præsident (førsteborgmester) kirken af kronen. Ti år senere kom Vilslev Kirke til at høre under herregården Riber Kærgaard i Hunderup sogn, indtil Vilslev sogns beboere købte kirken i 1786. Vilslev Kirke blev selvejende i 1915.
Arkitekturen
Vilslev Kirke er en af de omkring 50 sydvestjyske kirker, der helt eller delvist er bygget af tufsten, som blev importeret fra egnene omkring Rhinen. Tuf er en stenart dannet af hærdet vulkanaske. I 1100-1200-årene blev tufsten ført med skib op langs Vadehavet og de store åer og brugt til adskillige kirkebyggerier.
Kirkens skib, kor og apsis er bygget af tufsten på en granitsokkel. Selve skibet er trapezformet med en vestende, der er 70 cm bredere end østenden. Omkring år 1500 blev tårnet og våbenhuset på nordsiden føjet til. I 1700-tallet blev kirken skalmuret og bygget om, men et renoveringsprojekt i 1950’erne førte kirken tilbage til sit middelalderlige udseende.
Inventaret
Kalkmalerierne er fra 1225-1250. På korbuen rækker Abel sit offerlam til Gud, og på triumfvæggen over koret ses Jesus’ indtog i Jerusalem, den sidste nadver og Kristi himmelfart.
Den romanske døbefont stammer fra kirkens opførelse og har motiver med løver og krigere. Dåbsfadet er designet af Per Lütken og fremstillet på Holmegaard Glasværk.
Altertavlen hang oprindeligt i Sankt Nikolaj Kirke i Varde. Derfra blev altertavlen købt til Hunderup Kirke, men den var for stor og blev i stedet sat op i Vilslev Kirke. Malerierne er scener fra Kristi liv.
Altertavlen. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.
Prædikestolen fra 1620 er udført af en lokal Ribe-kunstner og viser evangelisterne Markus, Matthæus, Lukas og Johannes.
I pulpituret står orglet. Pulpiturets 14 felter er malet ca. 1625-1650 og viser Kristus, de 12 disciple og Skt. Hieronymus.
Tæt på Kongeåen og Vadehavet var stormflod altid en risiko. Kirken har et indmuret et mindesmærke, som viser vandstanden ved en af de største katastrofer, ’De Grote Mandrenke’ (den store mandedrukning), i 1634, hvor vandet stod halvanden meter over gulvet.
Mindesmærket over stormfloden. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.
Forfatter: Cand.mag. i historie Charlotte Lindhardt
Vilslev Kirke. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torben Meyer.